Måned: april 2014

JS: Brabrand IF – DGL 2000

Kampreferat: Brabrand IF – DGL 2000 – 2-0

Årets første turneringskamp stod for døren efter en lang, omend ikke så kold, vinteropstart, der havde budt på lidt blandede resultater. En våd og hurtig kunstgræsbane i Tilst skulle danne rammen om udekampen imod Brabrand IF[1]. Det var et oplagt DGL-hold, der, da der blev fløjtet op, gik på banen for at møde et Brabrand hold, man havde den dybeste respekt for, – nu skulle de mange gode halvlege og de momentvis lovende takter fra træningskampene udmøntes i en 90-minuters sammenhængende holdpræstation, der skulle bygge videre på de gode takter og momenter samtidig med at de personlige fejl og kollektive udfald skulle minimeres.

Kampen startede fornuftigt, set med rød/sorte DGL-briller. DGL holdte godt i bolden, når de havde den og forsvarede kompakt og solidt, når Brabrand var på bolden. Det resulterede i få chancer i kampens indledning og i et solidt boldovertag i DGLs favør. Inde midt i halvlegen fik DGL et gult kort, noget, der efter cheftrænerens udtalelser til ligabold, ”var(…) kampafgørende”. Baggrunden for denne udmelding skal findes i det faktum, at Brabrand formåede at presse DGL tilbage qua deres overtal og score kampens første mål i denne periode. Resten af halvlegen stod på mange dueller og ingen chancer.

Kort inde i anden halvleg kom Brabrand på 2-0, det skete efter en sløj start fra DGL. Efter den dårlige start på halvlegen fra DGL kom man i den sidste del af halvlegen bedre med i kampen, men bort set fra et par afslutninger fra distancen og et hovedstød på overliggeren, blev man aldrig rigtigt farlige i kampen.

Det var en kamp hvor DGL, ligesom Barcelona, måtte indse at ball possession ikke er lig sejr, – det er først og fremmest målstatistikken der tæller i fodbold. Var DGL til gengæld ikke kommet bagud, var det lykkedes at holde Brabrand fra scoringer og kunne man selv have scoret i det 75. minut (afslutningen på overliggeren), havde den noget indirekte spillestil selvfølgelig været den helt rigtige, eller som Churchill engang har sagt:

–       When you are winning a war almost everything that happens can be claimed to be right and wise.

Som sædvanligt passer krigsmetaforer og fodbold forblændede godt sammen, desværre vandt vi ikke kampen trods udmærket organisation og spil, bare ikke på den berømte sidste tredjedel af banen.

Kampens spiller: Pedi

Kampreferat: Tarik Kehli

 


 

[1] Kampen ble flyttet fra Brabrand til Tilst så den kunne afvikles på kunstgræs.

S5: DGL 2000 – Egmont Rollators

S5 Træningskamp: DGL 2000 – Egmont Rollators

Sidste generalprøve inden turneringsstart stod mod de evigt hovedstødsfarlige Egmont Rollators, som dog på dagen kun havde valgt at stille op med 9 mand, hvorfor de måtte låne 2 spillere. DGL stillede stærkt op:

Morten Målmand

Johan    Leth    Henrik C    Fruergaard

Kloster    Calle    Jan C    Mikkel P

Hallal

M. Hvidberg

Det var altså lagt i ovnen til 3 point og DGL skuffede ikke. Jimmy og Morten Ø var venligst udlånt til Egmont i første halvleg, og de virkede, som en klar forstærkning af et formsvagt Egmont hold.

I første del af kampen bølgede kampen lidt frem og tilbage, inden DGL på hovedstødsmål af Mikkel P kom på 1-0. Jimmy ønskede at vise, at det var forkert, at han var blevet udlånt til modstanderen og valgte at gøre det til 1-1. Kloster får gjort det til 2-1 på et mål, hvor opspillet til målet var lige til serie 4, og hvor det havde været en større bedrift at skyde forbi målet end ind i det. Inden halvleg bliver det også til 3-1 på et fræk lop af Fruergaard, der viser klassen og driver gæk med Egmonts målmand. 2. halvleg styrer DGL med hård hånd og Egmont kommer ikke frem til mange chancer, men hvor DGL mangler skarphed. Det bliver dog til en enkelt pind fra Hallal, hvilket desværre også blev det sidste fra hans fødder i denne omgang for DGL. Go’ vind Hallal. Kampen endte 4-1 til DGL mod et formsvagt hold og i en kamp hvor DGL viste gode takter forud for sæsonen. Amunt DGL.

Stemmerne kan jeg ikke huske, men Jan C og Leth delte førsteplads med 4. stemmer hver.

Ref: Leth

S2: Lyseng IF – DGL 2000

Andetholdets sæsondebut i serie 2 blev ikke den drømmedebut, som mange havde håbet på. Med en scoring midt i første halvleg og to scoringer efter pausen vandt et stærkt og veloplagt Lyseng-mandskab 3-0 i forårsåbneren over DGLs nyoprykkere.

Et ærgerligt nederlag for Frederik Bonnez’ tropper, der på dagen havde overgivet tøjlerne til assistenten, Christian Sørensen, der styrede holdet fra trænerbænken. Resultatet efterlader DGL lige over stregen på 6.pladsen i serie 2. Aarhus 1990 og ASA har en dårligere målscore efter første runde.

Nederlaget var der ikke meget at udsætte på. De orangeklædte lysengensere var hurtigere i tanke og handling kampen igennem og virkede langt mere tilpas på banen end de gæstende DGL’ere.

Hjemmeholdet startede kampen med et højt og aggressivt pres og pressede DGL’erne tilbage på banen. Det resulterede straks i en stor chance til Lyseng, men DGL’s debuterende keeper, Peter Caspersen,  tog sig godt af afslutningen.

DGL startede med flere debutanter på banen. Også Christian Hjerrild og Frederik Schroll havde fundet vej til startelleveren, ligesom der var comeback til Kristian Overgaard helt fremme og Jeppe Skriver, der tog sig af venstrekanten.

På midten huserede Nils Kristensen og René Borup som vanligt. Og gamle kendinge som Henno, Morten Lindblom og Anders Larsen var også at finde på banen fra start. Et på papiret stærkt DGL-manskab med mange førsteholdskampe under bæltet.

Rutinen kunne dog ikke forhindre Lysengs angriber i at vende i feltet og på listig vis løfte bolden over i det fjerne hjørne til en 0-1 føring efter et par og 20 minutter.

Herefter overtog DGL styringen og dominerede opgøret. Det blev til en rigtig stor chance, da Jeppe Skriver blev spillet fri tæt under mål af Christian Hjerrild, den tidligere Lysengspiller forpassede dog chancen til at gøre det onde ved sin gamle klub, og DGL gik til pause bagud med en enkelt.

Efter teen lykkedes det aldrig DGL’erne at finde tilbage til de gode takter fra slutningnen af første halvleg. Lyseng fik mere plads og kom til flere chancer. To gange resulterede det i scoring, og luften gik herefter ud af DGL’erne.

DGL spillede i periodevis god fodbold, men kravene er andre i serie 2, fik mandskabet at føle. Heldigvis er der mange kampe endnu, og mange point at spille om. Med mere stabilitet og kontinuitet er der gode muligheder for at spille sig længere op i rækken. 

//ACL

Opdaterede træningstider

Så er det snart tid til at komme på græs 🙂 Træningstiderne for uge 14 og frem ser således ud:

Uge 14:

–          Mandag d. 31/3 kl. 20.00 – 21.30 på kunstgræs

–          Torsdag d. 3/4 kl. 18.00-19.30 (eller ca. kl. 19.45) på græs. Solen går ned kl. 20.00. Folk må komme så hurtigt de kan.

Uge 15:

–          Mandag d. 7/4 kl. 20.00 – 21.30 på kunstgræs

–          Torsdag d. 10/4 kl. 18.30 – 20.00 på græs

Uge 16 og frem til sommerferien:

–          Tirsdag kl. 18.30 – 20.00 på græs

–          Torsdag kl. 18.30 – 20.00 på græs