Efter sidste sæson måtte vi sige farvel til flere trænerkapaciteter, der havde været i klubben i længere tid. Og det var en afgang af trænere, der påvirkede næsten samtlige af klubbens hold. Bestyrelsen og sportschefen måtte derfor arbejde hårdt i løbet af sommeren for at få nogle nye, dygtige og kompetente trænere ind. Og missionen må siges at være lykkedes med bravour.

Til tredjeholdet er kommet Jimmy Dalsgaard Nielsen som ny mand i trænerteamet. Jimmy har længe stået højt på vores ønskeliste som ny spillende træner, og vi er derfor super glade og stolte over det lykkedes klubben at signe ham for efteråret 2014! Jimmy vil især have fokus på torsdagstræningen. Med Frederik Raaby, Lasse Callesen og Emil Ravn ombord på teamet omkring tredjeholdet er vi sikre på, at alle forudsætninger er på plads for at spille en god sæson i serie 4.

Andetholdet er det hold i klubben, der skulle igennem den største omvæltning på trænersiden. Det tidligere trænerteam med Frederik Bonnez og Christian Sørensen takkede af før sommeren. Men med ansættelsen af Mark Lind og Nils Kristensen som hhv. chef- og assistenttræner får andetholdet et yderst kvalificeret og slagkraftigt makkerpar til at styre slagets gang på sidelinjen. Nils er kendt af alle i DGL, hvorimod Mark er et ubeskrevet blad i den rød/sorte trøje. Mark har de sidste mange slået sine folder som både spiller og træner i Åbyhøj, senest som træner for Åbyhøjs U19-mandskab. Professionelt har Mark en lang karriere som soldat med flere udsendinger bag sig.

Selv siger Mark om sit kommende trænerjob i DGL: “DGL 2000 står øverst på mange upcoming træneres ønskeliste, og personligt er jeg super glad for, at vi kunne få enderne til at mødes, så det netop blev mig, der får chancen får at præge og videreudvikle et så spændende hold. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang med arbejdet og få klubben ind under huden”.

Førsteholdet var også en del af sommerens trænerkabale. Her stoppede nemlig Kristian Hansen som assistent for Ulrik Rasmussen. Kristian forbliver dog i klubben som spiller. Heldigvis 🙂 Med Kristians stop og klubbens andre trænerrokeringer in mente er setuppet omkring førsteholdet ændret en smule. Ny mand på linjen, sammen med Ulrik, bliver Kasper Hedegaard. Kasper kommer til at fungere som ny medtræner i JS trænerteamet, der i efteråret således vil bestå af Ulrik og Kasper.

Kasper har en spændende baggrund som både træner og spiller i VRI. Senest har Kasper været en del af VRIs DS trænerteam. Kasper har desuden spillet et utal af førsteholdskampe for VRI som den brydende og forudsigende midtstopper.

Vi byder alle nye trænere velkomne, og vi ser frem til en ny super sæson i Jyllands bedste serieklub 🙂

DGL er en klub!

// Bestyrelsen