Scroll to top

DGL – Aros FC 2-0

DGL mødte op til kamp imod Aros FC med en 2-0 sejr i frisk erindring og målet var derfor klart: 3 points skulle på kontoen. 1-halvleg var en hektisk affære, hvor ingen af holdene for alvor formåede at sætte sig på spillet og få ro på bolden. Det kunne tælles på én hånd, hvor mange gange et af holdene fik sat 3-4 afleveringer sammen, inden bolden skiftede ejermand. En enkelt godt angreb blev det dog til for DGL’s side, da Ruben sendte en god aflevering af sted, fra venstresiden, op til Mikkel, der sikkert udplacerede Aros fc’s keeper. 1-0 til DGL!
Fra 2-halvlegs start fik Aros Fc stille og roligt momentum over på deres side. Deres hold bestod af mange dygtige driblere, der kampen igennem voldte DGL store problemer. Heldigvis for DGL virkede det til, at samtlige Aros FC spillere spillede deres egen kamp og afleveringer til medspillerne var en by i Rusland. Det til trods havde Aros FC et massivt boldovertag og DGL havde store problemer med at holde fast i bolden i mere end et par sekunder, inden bolden igen var i modstanderens varetægt. Ud af det blå, blev det dog 2-0 til DGL, da Anders halvflugtede bolden i nettet fra en position uden for feltet. Aros FC fortsatte dog ufortrødent deres pres, men som Henning Primdahl ville sige, kneb DGL dog ballerne sammen og forsvarede sig forbilledligt og holdt denne føring hjem. En føring, der blandt andet også forblev intakt, da DGL’s keeper Jacob stod en brandkamp. Han hev et utal af store redninger frem og efter denne præstation, ville det ikke undre, hvis Morten Olsen hiver en kanin op af hatten til næste landsholdssamling. Jacob vandt også overlegent i afstemningen om kampens spiller.
Alt i alt var det en hårdt tilkæmpet 2-0 sejr til DGL’s drenge og sejrsrækken i serie 4 fortsætter!

Post a Comment