På en regnvåd bane i Tilst skulle talentholdet fra DGL 2000 spille forårssæsonens kamp nummer fem i Serie 4. En stærk pulje, hvor alle (fremmødte) hold har gjort nævneværdig modstand. Så meget, at en anseelig portion held i flere tilfælde har spillet (d)en afgørende rolle for pointhøsten. Lad os være ærlige. I de seneste to kampe har modstanderholdene, på den ene eller anden facon, vist sig fra deres gavmilde side. En målmand der, mere eller mindre uforstyrret, skubber læderkulen over egen målstreg. Eller som ved det første mål til DGL 2000 på denne grå tirsdag aften, hvor en Fuglebakken-forsvarsspiller, uden at være synderligt presset, header bolden i eget net.

Om det var de mørke, truende skyer i horisonten eller det særdeles pæne tilskuerantal på sidelinjen vides ikke, men DGL kom ud til første halvleg som lyn og torden. Efter bare 25 minutter stod der 3-0. Andet mål kom efter et hurtigt sideskift. Kloster fandt Callesen på et indkast, der hurtigt sendte bolden videre til Rasmus Ellermann, der som højre back fandt plads i modsatte side af modstanderens banehalvdel. Efter et par korte træk blev bolden sendt ind i feltet, hvor Mikkel Petersen satte panden læderet. 2-0. Få minutter senere var der nok engang jubel på lægterne, da Søren Falch, med et frækt og helt og aldeles overlagt lob, gjorde det til 3-0. Herefter gik DGL imidlertid helt kolde.

Nogle siger, at det skyldtes en arrogant tro på, at sejren, med 60 minutter igen, allerede var hjemme. Andre giver vejret skylden. Alt andet lige – 20 minutter senere, på et hjørnespark i selve sekundet inden dommeren fløjter til pause, kludrer Fuglebakken bolden i mål til en pausestilling på 3-3. En ellers solid og fortjent føring var gledet ud af hænderne på DGL’s 3. hold. Anden halvleg blev en taktisk affære. Hverken DGL eller Fuglebakken turde for alvor satse frem af banen. Takket være endnu en fantastisk præstation med flere refleks-redninger fra Jacob i DGL-målet, forblev stillingen 3-3 indtil seks minutter før tid, hvor Barker, til stor forløsning for spillere og tilskuere afgjorde kampen til hjemmeholdets fordel. 4-3. Syv, otte hektiske minutter senere kunne spillerne ånde lettet op og glæde sig over, at DGL 2000 forbliver ubesejrede forårssæsonen.

Skriv et svar