Lørdag skulle serie 2 mandskabet på en regnfuld eftermiddag forsøge at tage alle tre point med hjem fra et gudsforladt sted i Skanderborg kommune, kaldet Stjær. En opgave der umiddelbart kunne virke uoverkommelig, med de to holds formkurver in mente.

Allerede i omklædningsrummet var der dog en boblende optimisme og en tro på, at vi kunne få noget ud af opgøret denne eftermiddag. Om årsagen til denne optimisme og kampgejst skulle findes i Thorkilds gode taktiske oplæg og lysten til at kæmpe for ham, sportschef Ulrik Rasmussens blotte tilstedeværelse eller lyden af NWA i omklædningsrummet skal være usagt. Det kunne også være, at det var fordi man kunne kigge rundt i omklædningsrummet og se, at DGL denne lørdag mønstrede 14 usandsynligt gode fodboldspillere. Opstillingen var som følger:

Morten Målmand, Troels, MundZe, Kim T, Henno, Mark J, Stendig, KB, Bloks, Peter P og den fortabte søn Overgaard på toppen. Bænken var ligeledes stærkt besat med Dahl, Jan C og Terker.

Regnede Stjær med, at de skulle ud til en rutinesejr, så måtte de hurtigt tro om igen. Fra første fløjt var samtlige spillere fra DGL mere agressive i duellerne og de første 20 minutter sad vi fuldstændig på kampen. Den gode fight gjorde, at spillerne fra Stjær kun havde bolden til låns meget kort tid af gangen, inden den igen var på DGL-fødder. Det udmøntede sig i et par halve chancer, men desværre gav den gode periode ikke fuldt udbytte i form af mål. Stjær kom herefter bedre med, og efter 30-35 minutters spil, brød de igennem og udplacerede en chanceløs Morten Målmand. Med sådan en spand koldt vand i hovedet, kunne man frygte, at et hold i modgang ville miste modet og lade Stjær få de tre point uden yderligere kamp – men det blev bestemt ikke tilfældet. Efter målet fortsatte den gode DGL-fight nemlig, og kort før den – i øvrigt udmærkede – dommer fløjtede til pause, kom belønningen. Henno slog fra sin position på venstre back en lækkerbisken af en bold op til Mark J, der var trukket ind fra sin plads på kanten. Mens Stjær spillerne kiggede langt efter et flag fra linjevogteren, var der masser af tid til at tage bolde til sig og udplacere den fremadstormende keeper.

Anden halvleg blev en lidt mere rodet affære, men stadig en meget lige kamp. Det var en halvleg uden de helt store chancer, hvor det kunne vippe begge veje, men hvor Stjær havde det held, man så ofte beskylder tophold for at have. I en periode hvor der blev spillet 10 mod 10, bragte de sig foran med et lumsk skud på den drivvåde bane. Alle tre indskiftere kom på banen, og kæmpede mindst lige så hårdt, som dem der var der i forvejen. Lige lidt hjalp det, for da der for alvor blev satset for at få en udligning, blev der slået kontra, og kampen blev reelt afgjort med 3-1 scoringen.

Endnu et nedelag blev det altså til – alle medvirkende var dog enige om, at vi skal tage den gode fight med fra kampen, og så skal pointene nok komme i de næste kampe.

Peter P udviste ekstra god gejst og blev fortjent kampens spiller med 5 stemmer. Efter ham kom MundZe, Toft og Mark med 3 stemmer, Bloks på hjemmebane fik 2 stemmer og Overgård tog en enkelt.

Special mention til Terker, der blev ringet op 15 minutter før vi andre mødtes på HHS. Han aflyste alle planer og smed hvad han havde i hænderne (inkl. børn!) for at tage til Stjær og hjælpe i jagten på de tre point. Det er ikke uden grund, at han kaldes en levende DGL-legende.

Skriv et svar