Det var tydeligt at mærke, at damerne (og i høj grad chefen Karsten!) ikke var tilfredse efter mandagens smalle nederlag. Derfor var damerne onsdag aften på jagt efter en ny sejr – en kamp som skulle spilles mod puljens daværende bundhold IFSK.

Der er igen opdeling på målmandsposten, hvor Maja og Carina deltes om den i dag ret kedelige opgave. DGL formåede i store dele af kampen at holde bolden langt væk fra DGL kassen – til trods for, at spillet ikke altid var det mest prangende.

Der er spillet omkring de gyldne 10 minutter da målfesten skydes i gang. 1-0 efter en fin DGL kombination. Forløsning. Efter Joans mange brændte chancer i mandags (og i denne kamp!) får hun endelig scoret. Ikke så lang tid efter smider Anita kuglen afsted mod IFSK målet og igen er der kasse. 2-0 efter blot 15 minutters spil. Spillet bliver i perioder lidt bedre og Britt bliver spillet fri og trykker af med en fin inderside midt på IFSK-pigernes banehalvdel – MÅL! 3-0 til DGL og lettelse og jubel er igen at finde på grønsværen i DGL.

Pausestillingen er dermed 3-0 til de gale. Desværre får IFSK også et mål kort inde i 2. halvleg. IFSK pigernes bedste spiller får mulighed for en semi-friløber, Carina kommer fint ud af målet og forsøger at fange bolden, men desværre suser den forbi. Julie mener ikke, det er en bold hun ikke kan nå og sprinter ivrigt ned mod bolden for at fange den. Desværre kikser redningen lidt og både Julie og bolden tumler ind i målet. Desværre, trods god fight! Det var dog bare et trøstemål og DGL pigerne hiver sig lidt op igen. Joan får med lidt held puttet bolden mellem keeperens ben til 4-1. Anita følger kort efter trop igen og smider bolden i kassen til 5-1. Jeppes ualmindelig gode liveopdatering bevidner, at det foregik med dobbelt tunnel – først på forsvaret, derefter på keeperen. Ninna er smidt op på midtbanen og ser sit snit – hun råber (meget højt, hvis det ikke betegnes som skrig!) til Maja at hun er fri til højre på banen og Maja sender bolden afsted i hendes retning. Med masser af vilje får Ninna omsat chancen til mål efter lidt tumult inde ved fjerneste stolpe. 6-1. DGL er ikke færdige endnu og Maja sætter den sidste scoring ind, med ca. 3 minutter tilbage af kampen. 7-1 bliver kampens resultat. Stemmerne fordeles forholdsvis lige og Britt og Joan løber med en delt kampens-spiller-kåring.

Eufori, kage, øl, storsejr og god opbakning igen i dag – Tak for støtten.
Vi er klar til at gentage successen igen på mandag – vi ses!
Det go’ fubol!

Skriv et svar